Viser opslag med etiketten CMS. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten CMS. Vis alle opslag

torsdag den 14. februar 2008

Seminar om TYPO3

Jeg har netop fået program for et gratis seminar om TYPO3, som afholdes 13. marts i København. På programmet er bl.a. oplæg om Roskildefestivalens nye site og om mulighederne for at anvende systemet til intranet. Og så kan man forresten møde selve übernørden Kasper Skårhøj, der oprindeligt har skrevet det. Der er mere info og tilmelding på http://www.typoconsult.dk/tilmeld/

onsdag den 13. februar 2008

Experimentarium.dk - en proces

Ohøj - og tak for invitationen.
Jeg har ikke fået læst mig gennem hele bloggen - endnu, men jeg agter ikke desto mindre at kaste mig ud i det med hovedet først.

Som jeg fik luftet ved den seneste komsammen, så har Experimentarium for aldeles nylig skiftet Typo3 udvikler/support. Samtidigt mødte de fleste af jer Houston, vores nye webmaster, som allerede har skabt respekt om sig i organisationen.

Vi har planer om at udvikle vores site radikalt. Meget tyder desuden på, at vi vælger et af to scenarier
- opkvalificerer os til at blive forholdsvis selvforsynende. Det vil primært sige udvikle egne templates, implementere extensions og plug-ins selv...
- søger af fundraise til et State-of-the-art site, som bliver lagt i hænderne på et af de helt store bureauer (formentlig CREUNA) og derefter kodet i Typo3.

Men indtil videre er vi igang med at lægge de helt store linier ud for en webstraegi for de næste to-tre år. Jeg kunne tænke mig at blogge løbende om, hvordan det spænder af. Måske kan jeg også overtale Houston til at sige noget webmaster-agtigt ind i mellem. Jeg er selv mere til informationsarkitektur, sidetyper/best practice, usability og den slags. Og så er jeg ret pjattet med punktummer.

Næste lille projekt hedder restrukturering af de allervigtigste på enhver kulturinstitutions site: Praktiske oplysninger. Vi starter i morgen - stay tuned.

fredag den 7. december 2007

Behovsanalyse vedr. CMS - idéer?


På Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum er det besluttet, at vi skal have et CMS system. Vi holder godt øje med open source systemer, som, vi synes, ser gode og brugbare ud. Inden vi så skal til vælge ét ud, mener jeg, at det er vigtigt, at vi internt får analyseret hvilke behov, vi har til et CMS - både så alle føler, at de bliver hørt, samtidig med at det formentlig vil gøre processen vedrørende kravspecifikationen lettere.

I den forbindelse tænkte jeg på at lave en behovanalyse. Jeg vil derfor gerne spørge jer andre, om hvordan og hvorledes I har gjort ”det” at gå fra en gammeldags hjemmeside til et CMS? Og har nogle af jer sågar lavet en behovsanalyse, hvordan og hvorledes har I så udformet og udført denne? Jeg håber, at I har gode ideer til, hvordan jeg kan få sat gang i denne spændende proces at få et CMS – som de fleste forhåbentligt vil blive glade for.

torsdag den 25. oktober 2007

Inspiration IV


Jeg stødte tilfældigt på et par - for undertegnede - ukendte, men for denne gruppe formentlig interessante tiltag mens jeg sad og surfede rundt på facebook. (Apropos facebook kunne det være spændende at kigge på museumsverdenens brug af sociale netværksværktøjer som f. eks. førnævnte facebook, linkedin og myspace - faktisk har jeg lige oprettet en lille uformel afstemning til det formål i menuen til venstre.)

Jeg vil nøjes med at viderebringe de to ting jeg brugte mest tid på. Den første jeg faldt over var MCN: Museum Computer Network - http://www.mcn.edu/

Netværket er centreret omkring: "Helping information professionals use technology to serve their institutions." Desuden definerer netværket sit formål på hjemmesiden: "The Museum Computer Network (MCN) supports the greater museum community by providing continuing opportunities to explore, implement, and disseminate new technologies and best practices in the field."

MCN blev oprettet mellem museer i New York området i 1967 i forbindelse med de første registreringsinitiativer på edb. Blandt netværkets aktiviteter kan nævnes afholdelsen af en årlig konference. I år finder den sted i Chicago - lige om lidt...

Det er et spændende sted at kigge rundt. Både konferenceprogrammer og ikke mindst en hel del gode links inspirerer.

Den anden jeg faldt over var projektet Omeka - www.omeka.org

Projektet arbejder mod udviklingen af "a simple and flexible system for organizations, cultural institutions, and individuals to manage and publish items, collections, and exhibits on the web. Omeka is free and open source."

Projektet udspringer af et samarbejde mellem Center for History and New Media på George Mason University i Virginia og Minnesota Historical Society.

Der er flere spændende perspektiver i Omeka - især i forlængelse af vores snak på sidste møde om blogværktøjer og anvendelsen af platformen wordpress som 'backend' for et museums hjemmeside. Udover at være open source er projektet spækket med web 2.0 funktionaliteter som tagging, blogs og syndikering. Desuden skabelonsystem, muligheder for flere sprog og meget andet.

Jeg synes det tegner til at være et perspektivrigt projekt og det kunne faktisk være skægt at melde sig under fanerne som oversætter, tester eller hvad de nu måtte have brug for - open source til folket ;-)

mandag den 16. juli 2007

CMS-sagen

Der er nu udvalgt et endeligt "panel" af folk, som skal være med til at formulere kravsspecifikation i CMS-projektet. Der er nedsat en gruppe på 10 personer, hvoraf de 3 er museale damer. Så brug os endeligt og spark ind med ideer - måske skal vi tage det med på et netværksmøde ?

tirsdag den 17. april 2007

Hvordan er et drømme-CMS


KUM-adm har igangsat et projekt som skal munde ud i en liste af Intranet/internet systemer som Kulturministeriets institutioner kan vælge imellem. Der er nedsat en projektgruppe, som skal fastsætte hvilke forretningsgange systemerne skal understøtte, og i denne gruppe er Webforum godt repræsenteret. Anne, Julie, Charlotte og Ulla fra Hirchsprung har meldt sig til gruppen. (baggrundsnotat findes på KUM-adms hjemmeside http://www.kumadm.dk/graphics/KUMADM/it-afdelingen/Hjemmeside_proces_og_styringsmodel.pdf)

Projektet kan sagtens ende med at få relevans også for institutioner der egentlig ikke er kulturministerielle... når det regner på præsten, har det jo en vis tendens til at dryppe på degnen. Så man kan sikkert udmærket forestille sig at andre institutioners beslutningstagere vil finde det relevant at skele til KUM-adm´s liste.

Så kom gerne med inputs her på bloggen! Hvordan skal et drømme-CMS være?

torsdag den 12. april 2007

Computerworld skriver, at min CMS-leverandør er blevet solgt!?


Næh dog!!! - så læser man i sit Computerworld nyhedsbrev igår, at Synkron, som er museets CMS-leverandør er blevet solgt. Og ikke en lyd har man hørt som kunde, en lidt mærkelig situation. Først i dag - efter at jeg selv og sikkert også andre har haft mulighed or at undre sig pr. mail - udsendes der info til kunderne. Ikke nogen særligt god situation, ikke mindst fordi Computerworld også nævner noget om stort underskud og røde tal på bundlinjen - det er aldrig betryggende, når ordet "millionunderskud" optræder i forbindelse med nogen man plejer at handle med!

Men hvorom alting er: man bliver jo så lidt interesseret i det nye produkt. Så er der nogen andre museer som kender Dynamicweb af omtale eller fra brug (www.dynamicweb.dk) og kan fortælle om de erfaringer de har med det? Umiddelbart ser det meget interessant ud, mange spændende faciliteter, men hvordan er det at arbejde i? Hvordan er fx mulighederne for at customize layout og lave microsites etc? Hvis der er nogen der kender det, så kommentér endelig.

....og så kan jeg da også lige benytte lejligheden til at reklamere lidt for det udmærkede Computerworld-nyhedsbrev, på www.computerworld.dk, som altså var min første kilde til nyheden om mit eget CMS. Abonnement kan varmt anbefales - det er ikke overnørdet! Der er også masser af artikler om web 2.0, secondlife, m.m. altså ting der hanlder om brug snarere end teknik. Så pæne ældre damer med kulturhistorisk baggrund - som fx undertegnede - kan også have endda stor glæde af det.