fredag den 28. marts 2008

Digitale museer holder flyttedag

Den nye blog er i luften! Netværket for digitale museer holder flyttedag og vil fremover kunne findes på adressen: www.formidlingsnet.dk.

Hosting og domænenavnet er sponsoreret af netværksmidler fra Organisationen Danske Museer. Det er tanken at formidlingsnet.dk skal fungere som blog for hele det såkaldte formidlingsnetværk under Organisationen Danske Museer. Bloggen omfatter således en række undertemaer udover web og digitalisering, der alle beskæftiger sig med forskellige aspekter af formidling. Det er dog vigtigt at understrege at den arbejdsform som netværket hidtil har praktiseret ikke kommer til at ændre sig. Vi holder blot flyttedag og prøver at sprede det glade budskab i lidt større cirkler!

De der ikke allerede har registret sig som brugere på den nye blog vil modtage en mail indenfor den nærmeste fremtid med besked om at I er blevet oprettet som bruger på formidlingsnettet. I kan efterfølgende logge ind ind og rette jeres profil til med password, institutionsnavn m.m.

Det er muligt at der vil forekomme enkelte dobbeltregistreringer eller forglemmelser - i givet fald må I gerne sende en mail eller anvende kontaktformularen på formidlingsnet.dk. I indkøringsfasen er det ikke usandsynligt at der kan forekommer uhensigtsmæssigheder, fejl og problemer. I den forbindelse vil jeg stærkt opfordre jer til at kontakte mig - så vi kan tage fat om de problemer og ønsker der måtte være.

Bloggen er et redskab der er under konstant udvikling. Nu har vi fået mulighed for at hoste den selv og det giver os gode kort på hånden til at videreudvikle, udvide og eksperimentere. Jeg håber alle vil tage godt imod den nye blog og være med til at give den en god start på den nye adresse: www.formidlingsnet.dk

Tilbage står kun spørgsmålet om hvornår vi skal holde housewarming ;-)

torsdag den 20. marts 2008

Omeka

Er der nogen der har installeret og afprøvet Omeka endnu?
Thomas
http://www.corporeality.net/museion

onsdag den 12. marts 2008

Museer og digitalisering på ODMs formidlingskonference

Sidste år ved ODMs formidlingskonference (også kendt som forårs Fuglsø) blev dette netværk kendt i en bredere kreds. Der er nu et år siden og en ny konference finder sted i slutningen af marts. Konferencen, der er meldt ud over overskriften Come Together, er flyttet fra Mols og til Hotel Nyborg, men de gode mennesker er de samme.

På konferencen er der sat tid af til, at formidlingsnetværkene kan mødes fra kl 17.15 - 18.30 tirsdag den 25/3, det vil også sige at Museer og digitaliseringsnetværket har tid til at mødes.

Der er ikke lagt noget program for den del af konferencen endnu, men Charlotte S.H. Jensen og undertegnede vil gerne samle ideerne op og tilretteligge et indhold.

Er der nogle af jer, der skal med på Fuglborg - undskylde Nyborgkonferencen - der har et emne der fortjener at blive diskuteret irl og til den lejlighed?

Museer og sociale medier har været et emne der kunne fokuseres på, en status over museernes it-kompetencer kunne også være et emne.

Meld ind her og lad os udvikle indholdet sammen så der inden konferencen i dette forum kommer et forslag til den del af dagene.

Det er under alle omstændigheder godt at vi får en mulighed for mødes.



Her kan konferencens program ses:



http://www.dkmuseer.dk/public/dokumenter/Internationalt%20Formidlingsseminar%2008/ProgramInterFormidlerseminar2008.pdf

lørdag den 1. marts 2008

Museer og Facebook

Moesgård Museum er nu det andet danske museum der har fået en Facebookside.

Siden blev sat op i denne uge og museets har løbende fået "fans" kun gennem den virale spredning af information, der er en kerne i Facebooks ide. Mediet ligger jo op til at man skal se hvad ens venner gør, deltager i og melder sig til. Interessant at se ens egen institution i den fødekæde.
Her er Moesgård Museums facebookside, hvor det er også er muligt at blive fan af stedet:
Basisopsætningen var rimeligt simpel, men gav ikke mulighed for meget information og brug af virkemidler. Mulighederne ligger i valget af applikationer og her er der inspiration at hente i andre museers brug af mediet, f.eks. disse steder:

Når man så først er på, kan man se statistik over brugen, ligesom man får tilbudt annoncemuligheder med videre. Vi vil nu bare ligge film, billeder og begivenheder ud og se hvordan bruget af sitet bliver, mens vi grubler over hvordan vi får lavet et kram-din-ynglings-oldtidsfund applikation eller en Grauballemand quiz.

onsdag den 27. februar 2008

Ping din blog på Twingly til Politiken


Hvis man ikke lige har set det, så har Politiken etableret en ny feature til deres artikler på nettet. Det er en rigtig 2.0 ting, hvor man i stedet for at kommentere på en artikel inde på politiken.dk kommentrer på sin egen blog via tjenesten http://www.twingly.com/. Når man så har pinget sin blog på twingly, så optræder der på artiklen hos Politiken et link til kommentarposten på ens egen blog. Man kan pinge enten manuelt efter en relevant post ved at gå ind på twingly og bede den om at "kigge efter" på ens blog, eller man kan sætte det op automatisk, så det sker via en feature i ens blogværktøj

Hvis man så ovenikøbet har noget begavet eller perspektiverende at bidrage med, så er det jo til gensidig gavn for alle. Synderligt begavet og perspektiverende kan man ikke sige at den kommentar der er på min private blog http://charlotteshj.wordpress.com/ til nyheden om den kommende filmatisering af "Blekingegadebanden" er... men det er nu også mest for at vise, hvordan systemet fungerer ;-) Kig på http://politiken.dk/kultur/article476177.ece og scrol ned i bunden.

fredag den 22. februar 2008

Experimentarium.dk - en proces, 2. del

Så er vi igang med at flytte server. En forudsætning for at gøre skiftet fra TypoConsult til NetImage fuldkomment.

Vi har allerede måttet sande, at pragmatik kommer man længst med. Derfor blev vi ved vores oprindelige valg og så stort på muligheden for at gå direkte til den dedikeret server, som ville kræve for meget sagsbehandling i organisationen (læs: flere penge). Den dedikerede server kommer nok en dag - men nu prøver vi det her af. Der ligger trods alt allerede ganske store løsninger på Vserver, så vi er fortrøstningsfulde. I hvert fald indtil mandag, hvor vi skal tage hul på det nye set-up.

I vil i første omgang ikke kunne se ret meget. Måske mærke lidt bedre responstider på sitet, men det kommer...

I mit første indlæg pralede jeg kækt af, at vi ville ændre designet på Praktiske oplysninger på sitet. Det vil vi også, men så åbnede der sig et sort hul af andre opgaver under os, og vi måtte prioritere. Og det går som regel ud over udvikling.

Det har dog også ført til andre erkendelser, nemlig at det første vi skal, er at optimere (dvs. minimere vores daglige drift) - og det kommer vi til at gøre med flere tiltag i back-end. Strategien er at rydde plads i kalenderen til front-end udvikling.

Det bliver noget med at distribuere rettigheder til alle mulige småtterier, som tilsammen tager en masse tid: Opdatering af kalender, oprettelse og vedligehold af medarbejderdatabase - og så skal vi have installeret noget front-end editing, så vi slipper for de uendelige rækker af korrektur og trivielle rettelser, som hele tiden vælter ind :-)

kh/
Bent - Experimentarium

tirsdag den 19. februar 2008

Netværk for innovatører

Jeg synes det her lyder spændende - er der nogen af jer andre, der har været med?

http://www.roskildebib.dk/cb/projekter%20og%20analyser/projekter/netvaerk%20for%20innovatoerer.aspx

vh Marie Hellesøe
Fiskeri- og Søfartsmuseet

fredag den 15. februar 2008

Usability - for os uden penge

Har du talt med dine brugere om din hjemmeside? I forlængelse af Jørgen Buchardts indlæg for nylig på bloggen, vil jeg fortælle, hvordan vi på SMK laver usability-undersøgelser uden at bruge andet end vores egen arbejdstid.

Jeg har nu en del gange gennemført lav-praktiske brugervenlighedsundersøgelser og fået rigtig, rigtig stort udbytte af det. Det kan virkelig anbefales – ikke mindst hvis I er på vej til at relancere jeres website.

Men, hvordan rent praktisk?

Jeg har både været ude i at rekruttere veninders fastre og venners, venners kusiner til undersøgelserne, men har også taget fat i de brugere, der er på siden. Når brugere, der typisk har skrevet til mig på grund af problemer på hjemmesiden, får svar fra mig – spørger jeg altid, om jeg må kontakte dem en anden gang, hvis vi får brug for at forbedre hjemmesiden. Det må jeg ind i mellem, og det giver gode og engagerede informanter (– men man kan jo også spørge gæster på museet, hvis ikke man har tænkt sig at bruge hele deres eftermiddag).

Fem interviews er ifølge Jakob Nielsen tilpas til at få identificeret nøgleproblemerne på websiden.

Vi har skruet vores undersøgelser forskelligt sammen alt efter formål/målgruppe, men en klassisk model er at starte med baggrundsspørgsmål for at forstå brugerens tilgang, fx internet- og museumsvaner. Dernæst kigger vi på det aktuelle site og taler om førstehåndsindtryk af forsiden i forhold til stil, design, sprog, billedvalg, farver, etc. Man kan også vælge at stille spørgsmål til strukturering af informationer, navigation, etc.

Herefter er det tid til at løse nogle konkrete opgaver – og mange kan sikkert med fordel gå direkte til denne type spørgsmål, hvis tiden er knap - for enhver hjemmeside har formål og primære informationer, som brugerne jo helst skal kunne finde. Fx var jeg meget interesseret i at høre, hvordan en bruger ville finde ud af, hvad det koster at se den aktuelle særudstilling, og om SMK har guldalderkunst i samlingerne. Allersidst kan man runde af med anden eller måske snarere tredjehåndsindtryk af siden. Hvad har generelt gjort indtryk, forvirret, generet, overrasket eller været positivt, og har informanten forslag til forbedringer.

Jeg har fået hjælp af praktikanter og studentermedarbejdere til gennemføre undersøgelser, og det har været rigtig godt til de undersøgelser, hvor jeg selv er for velbevandret i siden til at kunne agere neutralt. Vi har optaget undersøgelserne – så alle der skal høre resultaterne kan komme til det. Jeg har hentet inspiration til undersøgelserne fra blandt andet denne side

Selvfølgelig ville det være fedt, hvis man både kunne få skærmadfærden dokumenteret, lave eyetracking og have professionelle bureauer til at klare det hele. Men sådan er virkeligheden jo bare ikke i museumsverdenen pt.

Eller hvad siger I derude?

torsdag den 14. februar 2008

Seminar om TYPO3

Jeg har netop fået program for et gratis seminar om TYPO3, som afholdes 13. marts i København. På programmet er bl.a. oplæg om Roskildefestivalens nye site og om mulighederne for at anvende systemet til intranet. Og så kan man forresten møde selve übernørden Kasper Skårhøj, der oprindeligt har skrevet det. Der er mere info og tilmelding på http://www.typoconsult.dk/tilmeld/

onsdag den 13. februar 2008

Experimentarium.dk - en proces

Ohøj - og tak for invitationen.
Jeg har ikke fået læst mig gennem hele bloggen - endnu, men jeg agter ikke desto mindre at kaste mig ud i det med hovedet først.

Som jeg fik luftet ved den seneste komsammen, så har Experimentarium for aldeles nylig skiftet Typo3 udvikler/support. Samtidigt mødte de fleste af jer Houston, vores nye webmaster, som allerede har skabt respekt om sig i organisationen.

Vi har planer om at udvikle vores site radikalt. Meget tyder desuden på, at vi vælger et af to scenarier
- opkvalificerer os til at blive forholdsvis selvforsynende. Det vil primært sige udvikle egne templates, implementere extensions og plug-ins selv...
- søger af fundraise til et State-of-the-art site, som bliver lagt i hænderne på et af de helt store bureauer (formentlig CREUNA) og derefter kodet i Typo3.

Men indtil videre er vi igang med at lægge de helt store linier ud for en webstraegi for de næste to-tre år. Jeg kunne tænke mig at blogge løbende om, hvordan det spænder af. Måske kan jeg også overtale Houston til at sige noget webmaster-agtigt ind i mellem. Jeg er selv mere til informationsarkitektur, sidetyper/best practice, usability og den slags. Og så er jeg ret pjattet med punktummer.

Næste lille projekt hedder restrukturering af de allervigtigste på enhver kulturinstitutions site: Praktiske oplysninger. Vi starter i morgen - stay tuned.

tirsdag den 12. februar 2008

Første danske museum på Facebook

Teknisk Museum kom først med at oprette en museumsprofil på Facebook!

Siden 19. januar har museet i Helsingør haft en profil, og har nu foreløbig 12 fans, men endnu ingen ratings. Desuden er der naturligvis adresse, m.m. kontaktinfo men også eventkalender.

http://www.facebook.com/pages/Helsingr-Denmark/Danish-Technical-Museum/11129376006?ref=s

Fortæl endelig videre her på bloggen om hvordan det går - og gerne en lille tutorial....?

mandag den 4. februar 2008

Traditioner sælger på nettet

I dag har Martin Thorborg en artikel i Computerworld. Den handler om, hvordan man kan "tjene kassen på en prinsedåb". Thorborgs teori er kort fortalt, at sæsonbegivenheder og aktuelle begivenheder rykker, og at man som kommerciel aktør på nettet gør klogt i at "lægge sig i slipstrømmen" af begivenheder som Valentinsdag og jul samt aktuelle begivenheder som royale brylluper, prinsedåb og sportsbegivenheder.

Der er da absolut ikke nogen tvivl om at Thorborg har ret. Dét, som han foreslår, er præcist hvad mange kulturinstitutioner gør og har gjort længe. Ikke nødvendigvis for at sælge produkter - men for at sælge viden om kulturarv og interesse for vores fælles historie og kultur. Se det véd vi jo godt - men hvorfor ikke prøve at arbejde langt mere målrettet med denne viden i praksis, fx gennem linkoptimering de forskellige museumssites imellem?

Læs selv Thorborgs artikel på http://www.computerworld.dk/art/44042?a=newsletter&i=1588

Praktisk information om mødet på Vikingeskibsmuseet på fredag

Hej Alle
Her er lige et lille oversigtskort, vi skal være i Skoletjenesten, bygning 3, og jeg kan sige til især dem der kommer langvejs fra at vi vil byde på en sandwich til frokost.
I får lige dagsordenen igen:

10:30 Velkommen
10:35 Havhingsten.dk, Projektleder Preben Rather Sørensen for Havhingsten, kommer og fortæller om havhingsten.dk om motivationen bag websitet og Typo3 som havhingsten.dk er opbygget i.
11:30 Pause
11:45 Vikingeskibsmuseets Billedarkiv, Tore giver en gennemgang af Vikingeskibsmuseet billedarkiv og tankerne bag.
13:00 Tak for denne gang

Vi ses

Tore

torsdag den 31. januar 2008

Usability - for dem med penge

I serien om fremtidige konferencer er der også denne om Usability. For tredje gang afholder Dansk IT en konference om hvorledes man kan gøre sin hjemmeside bedre.
Konferencen er desværre alt for dyr for mig og sikkert mange andre. 10.000 kr. for deltagelse er i overkanten.
Jeg må så nøjes med at se programmet og finde hvad de enkelte indlægsholdere har liggende på nettet, som man kan blive klogere af.
I hvert fald er konferencens hjemmeside Usability-dagene

tirsdag den 29. januar 2008

ICT / Internet Expo - 27-28. februar

Dengang i "gamle dage" for 15 år siden gik man med stor forventning til computer messe i Bella Centeret. Når man kom hjem med tre kg. brochurer, sparede man op i tre år for at købe de hotte ting.
I dag er det mere et spørgsmål, om man gider at gå på messe. Nyhederne har man allerede læst om på nettet. Og forretningerne på nettet bugner, hvis man da ikke lige køber et speed monster i Aldi.
Men altså. I slutningen af februar er der en mellemstor messe i København. hjemmeside Måske er der noget nyt.

Internet Research 9.0 - konference til oktober

Danmark bliver hjemsted for en af de helt store konferencer om Internettet, nemlig Internet Research 9.0 d. 15. - 18. oktober. Årets tema er Rethinking Communities, Rethinking Place.
De fire dage vil være for langhårede nørder (jeg vil være der, selvom jeg sådan set ikke er så langhåret mere :-(

konferencens hjemmeside

Arrangementet afholdes på IT-universitetet. Et stort forskningsmiljø omkring den mere sociale side af Internettet findes imidlertid i Århus, som forinden laver et fint arrangement:

Web_site Histories - Theories, Methods, Analysis

Organizers Niels Brügger and Vidar Falkenberg. The conference takes place October 14th 2008

Confirmed keynote speakers are Kirsten A. Foot from the University of Washington and Steven Schneider from SUNY Institute of Technology in New York.

konferencens hjemmeside

Seminar om podwalks

Cphx holder et seminar om podwalks, hvis der er nogen som er interesserede? Man kan bl.a. høre om Bymuseets vesterbrowalks, "Omvägar i ljud" fra Malmö og lydvandringer i Ørestad. Se programmet på http://www.cphx.dk/#143378

mandag den 28. januar 2008

Norsk lokalhistorie-wiki

Bare et hurtigt link til et interessant samarbejdsprojekt mellem læg og lærd. Gode mennesker i et arkivnetværk som jeg er med i har bragt dette frem: http://www.forskning.no/Artikler/2007/november/1193913413.4

Kender du et godt digitalt museumstiltag?

Museums and the Web, som før er omtalt i disse spalter, holdes i år den 9.- 12. april i Montréal.
På fredag den 1. februar er der tilmeldingsfrist til at andmelde "achievement in heritage Web site design". Denne "Best of the Web" for museerne har flere kategorier, og det er en mulighed for at kaste lys på nogle af vores kollegaers projekter, hvis de er færdiggjorte i 2007.

Se kategorierne og anmeld dine kollegaers gode arbejde på:
http://www.archimuse.com/mw2008/best/

lørdag den 26. januar 2008

SMK i SL

Dette er blot en lille servicemeddelelse. Jeg har selv fistret en del rundt for at finde den slurl man kan bruge for at komme til SMK´s udstilling i SL. Endelig fandt jeg den og udstillingen er meget interessant, det er helt anderledes at opleve kunst på den måde!

Det er både anderledes end et traditionelt museum men også anderledes end mange steder og mange andre kunstmuseer i SL, hvor mange jo "bygger kopier" af rl-museet. (Det formidable van Gogh-museum er en spændende undtagelse).

Selvom forretningsverdenen ikke synes virtuelle verdener er noget lige for tiden, mener jeg bestemt, at disse kan have en pointe og en brug når det gælder læring, kulturarv - og kunst. Fordi et sted ikke lige nu duer til at sælge kondisko eller køleskabe, kan det jo godt være, at det kan bruges til formidling af kulturarv. (se - forhåbentlig - næste nummer af Danske Museer)